Ved halve sandheder og taktiske fortielser vildleder borgerlige politikere vælgerne til at tro at minksagen handler om jura og retsstatens endeligt. Det gør den imidlertid ikke – det er op til Folketingets medlemmer at vurdere hvad der skal ske i kølvandet på rapporten fra Minkkommissionen. Det er ikke en opgave for jurister. Så borgerlige politikeres halvkvædede viser om brud på retsstatsprincipper hvis ikke der kommer en advokatundersøgelse, er det pure spin.
Sommerferien er ved at være forbi, og det er tid til at jeg vender tilbage med det opfølgende indlæg jeg lovede i min blog den 11. juli.
Mit indlæg, som var en reaktion på Politikens kronik den 11. juli, spørger i overskriften om Mette Frederiksen er magtfuldkommen. Ved første øjekast tyder det på at jeg er på linje med partierne i blå blok når de kalder Mette Frederiksen for magtfuldkommen. Det er jeg imidlertid ikke. Mit ærinde var at vise at det ikke er i modstrid med dansk sprogbrug at kalde hende netop det, og at ordet ikke kun kan bruges om diktatorer (og måske Trump) som hævdet af forfatterne til Politikens kronik.
Men blå bloks partier – og højreorienterede meningsdannere i det hele taget – bruger ordet i sin snævre betydning og gør sig med andre ord skyldige i at sammenligne Mette Frederiksens magtudøvelse med den magt der udøves i diktaturer. Tydeligst kommer det til udtryk når Morten Messerschmidt i et Twitter-opslag den 16. juli direkte skriver: “Danmark under Mette Frederiksens ledelse er ikke længere en retsstat.” Men hans påstand går igen i flere forskellige varianter, som har det til fælles at de vildleder potentielle vælgere ved kun at videreformidle udvalgte fakta om hvad retsstaten går ud på.
Morten Messerschmidts Twitter-opslag er en kommentar til en artikel i Berlingske Tidende hvis ærinde er at diskutere den rolle som Barbara Bertelsen eventuelt kan komme til at spille ved ansættelsen af en ny direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Da det er den styrelse der skal rådgive regeringen om en personalesag imod hende, vil Barbara Bertelsen være inhabil i forbindelse med ansættelsen af den nye direktør.
Hvad Morten Messerschmidt vælger at tie om i sit opslag, er at der i en retsstat findes regler om håndteringen af inhabilitet; der skal blot udpeges en anden til opgaven. Da det på nuværende tidspunkt endnu ikke er kendt hvordan regeringen konkret kommer til at håndtere ansættelsesprocessen, er spørgsmålet om Barbara Bertelsens inhabilitet ren spekulation. Det fortier Morten Messerschmidt også. Dermed vildleder han sine læsere.
Der er som minimum tale om misinformation, altså “fejlagtige oplysninger, som videregives til en modtager”, uden at afsenderen nødvendigvis er klar over at informationen er vildledende eller usand. Men det er mere sandsynligt at der er tale om decideret desinformation, dvs. “bevidst vildledende information, hvis formål er at tiltrække og overbevise mange modtagere.” (Definitioner fra Den Store Danske, forfatter idéhistoriker Rikke Peters, ekspert i konspirationsteorier og fake news). Det gælder for Morten Messerschmidts Twitter-opslag, men også for de nedenstående eksempler på borgerlige politikeres udfald mod Mette Frederiksen og kritik af støttepartiernes sanktioner.
Liberal Alliances Ole Birk Olesen forudser lige som Morten Messerschmidt retsstatens snarlige død. I en mundtlig kommentar efter Mette Frederiksens pressemøde den 1. juli udtaler han således til medierne at “det er højst skandaløst, hvis det er sådan i Danmark i dag, at de embedsmænd der udfører ministrenes arbejdsopgaver, de skal forfølges, mens de ministre der beordrer embedsmændene til at udføre arbejdsopgaverne, de kan gå fri. […] Så må vi tvivle på at Danmark er en retsstat.” Det siger han med henvisning til at partierne i rød blok ikke vil have foretaget en advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen.
At han har ret i at det er politisk og moralsk forkasteligt at Mette Frederiksen ikke trækker sig eller udskriver valg, er en anden sag. Men det er embedsmændenes ansvar at sikre at der er lovhjemmel – ikke ministerens – og dermed bryder støttepartierne ikke retsstatens grundregler ved ikke at kræve en advokatvurdering af statsministerens ansvar.
En tilsvarende lemfældig omgang med begreberne “retsstat” og “retsstatsprincipper” findes i andre versioner i borgerlige politikeres udmeldinger i kølvandet på Minkkommissionens beretning.
Der er især to vinkler der går igen i mange udsagn:
- For det første at det vil være i strid med retsstatens principper hvis ikke Mette Frederiksens beslutning om at aflive alle mink prøves af uvildige advokater som skal vurdere om der kan rejses en rigsretssag mod hende.
- For det andet at det vil være en krænkelse af princippet om lighed for loven hvis ikke Mette Frederiksen stilles for rigsretten, dels fordi Inger Støjberg blev det, dels fordi almindelige borgere ikke kan påberåbe sig ukendskab til loven og på den måde undgå straf.
Den første vinkel kommer til udtryk ved at borgerlige politikere og kommentatorer giver vælgerne indtryk af at det er en “selvfølge” at Minkkommissionens beretning følges op af en advokatvurdering. F.eks. udtaler Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, i Ekstra-Bladet den 28. juni at vi “selvfølgelig” skal have uvildige advokater til at vurdere rapporten. “Vi er jo ikke jurister herinde, så jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan være imod, at vi får den rådgivning.”
Det udsagn beror på den vildledende implicitte antagelse at det er hovedreglen at Folketinget beder om en advokatvurdering af de konklusioner undersøgelseskommissioner kommer frem til. Det er imidlertid en undtagelse at der kommer et sådant juridisk efterspil. I nyere tid er det kun sket to gange – i Tamilsagen mod Erik Ninn Hansen og i Inger Støjbergs instrukssag. Ellers sker opfølgningen på kommissionsberetninger sædvanligvis ved politiske reaktioner fra Folketinget, som kan give “næser” eller stille mistillidsvotum.
Sådanne politiske reaktioner er allerede aktualiseret i minksagen – først med fødevareminister Mogens Jensens afgang i november 2020 og senest med de røde partiers udtalte stærke kritik af statsminister Mette Frederiksen i juli 2022. De Radikales krav om at Mette Frederiksen skal udskrive valg senest ved Folketingets åbning den 4. oktober hvis hun vil undgå et mistillidsvotum, forstærker Folketingets politiske opfølgning på minkrapporten yderligere.
Den anden vinkel i borgerlige politikeres fejlagtige opråb om magtfuldkommenhed og retsstat – påstanden om “lighed for loven” – ses i to forskellige versioner. Igen er det Venstres Sophie Løhde der i artiklen i Ekstra-Bladet den 28. juni taler om at rød blok har forbrudt sig mod retsprincipper ved at gå imod en advokatundersøgelse af statsministerens ansvar efter samme model som i Inger Støjberg-sagen.
“Vi ved nu, at de røde partier synes, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere. Men lige så snart det handler om deres røde venner og statsminister Mette Frederiksen, så kan man slippe for en juridisk afklaring og ansvaret.”
Sophie Løhde og andre borgerlige politikere undlader imidlertid at sige at det er velbegrundet at skelne mellem Inger Støjbergs sag og Mette Frederiksens sag.
Inger Støjberg vidste at hendes instruks om at adskille alle asylpar hvis den ene af ægtefællerne var mindreårig, var ulovlig. Hun var gentagne gange blevet advaret om ulovligheden af sine embedsmænd; alligevel gennemtvang hun sin politiske vilje og løj oven i købet ved flere samråd i Folketinget om det. Mette Frederiksen vidste ikke at hendes instruks var ulovlig; hendes embedsmænd advarede hende ikke, og hun løj ikke for Folketinget.
Denne forskel springer blå bloks politikere let hen over i deres sammenligning med Inger Støjberg. F.eks. udtaler Jakob Ellemann i en skriftlig kommentar til Politiken den 3. juli, at Minkkommissionen “gav en sønderlemmende kritik af regeringen og konkluderede, at Mette Frederiksen har givet en ulovlig ordre og vildledt Folketinget og befolkningen groft”.
Det er en grov fordrejning af hvad Minkkommissionen rent faktisk skriver om Mette Frederiksens ansvar. Minkkommissionens topjurister skriver “at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil.”
Oversat til almindeligt sprog står der at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet ganske vist isoleret betragtet var groft vildledende, men at Mette Frederiksen ikke vidste at de var det, og ikke havde noget ønske om at vildlede befolkningen og minkavlerne. Hun vildledte ikke nogen; der var tale om utilsigtet misinformation.
Når blå bloks politikere, her altså blå bloks statsministerkandidat, udelader hele den ene del af Minkkommissionens konklusion om Mette Frederiksens ansvar, viderebringer de falske oplysninger til befolkningen. De vildleder befolkningen!
Den anden version af “lighed-for-loven”-argumentet er ikke så udbredt, men alligevel værd at nævne fordi også ikke-borgerlige kommentatorer benytter argumentet, bl.a. Svend Brinkmann som i et Facebook-opslag den 1. juli skriver som følger: “Det bliver da et spændende samfund, vi får, hvis forklaringen “jeg vidste ikke, det var ulovligt” nu kan godtages. Endda fra den udøvende magt.”
Liberal Alliances Ole Birk Olesen mener noget tilsvarende. I Ekstra-Bladet den 28. juni sammenligner han Mette Frederiksens lovbrud med følgende tænkte eksempel:
“Hvis jeg nu bygger et hus og bryder alle regler, så kan jeg jo ikke undskylde mig med, at jeg ikke gad sætte mig ind i dem. Så kan jeg da godt påstå, at det ikke var ‘med forsæt’. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg er uskyldig. Jeg er skyldig i at være ligeglad med regler og love på området. Og som landets statsminister ved hun selvfølgelig, at man ikke må lukke et helt erhverv, siger han.”
Ole Birk Olesen snyder imidlertid på vægten når han foretager denne sammenligning. Hvis det var Mette Frederiksen som byggede et nyt hus og brød alle regler i den forbindelse, ville hun lige som enhver anden borger blive stillet til ansvar, uanset om hun vidste at hun brød reglerne eller ej.
Minksagen handler imidlertid ikke om hvorvidt Mette Frederiksen kendte de relevante love om husdyrhold, men om hvorvidt hun som statsminister har brudt Ministeransvarlighedsloven. Det er en helt anden retlig situation. I forbindelse med udøvelsen af sin magt har statsministeren som nævnt sine embedsmænd til at sikre at der ikke sker lovbrud og at der er lovhjemmel til de beslutninger vedkommende ønsker ført ud i livet. Det er deres opgave at kende loven, ikke statsministerens, og derfor grunden til at Minkkommissionen retter så stærk kritik mod netop embedsmændene for svigt af deres ansvar i forbindelse med beslutningen om aflivningen af mink uden for sikkerhedszonerne.
Jeg håber mine eksempler har illustreret hvordan blå bloks politikere behændigt spinner deres udsagn om Mette Frederiksens ansvar i minksagen. Måske beror nogle af eksemplerne på at de pågældende politikere faktisk ikke har en tilstrækkeligt dyb forståelse for betydningen af magtfuldkommenhed, retsstat, Grundlov og Ministeransvarlighedslov. Det kan vel ikke udelukkes.
Jeg ved ikke, hvad der er mest bekymrende: at de borgerlige politikere ikke forstår Minkrapportens konklusioner, ikke kender til Folketingets sædvanlige sanktionsmuligheder når de skal udtale kritik af en minister, eller at de forstår det hele, men taler mod bedre vidende fordi det passer bedst ind i deres kram som opposition.
Uanset hvilken af versionerne der er den rigtige: tro ikke på blå bloks spin om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed og retsstatens snarlige undergang! De misbruger ordene og fordrejer fakta på en måde som vildleder deres vælgere.