Det er fuldt ud lovligt at diskriminere for at skabe ligestilling. Men at dømme efter den offentlige debat i anledning af kvindernes internationale kampdag, er der ikke mange der ved det. Således mener debattører på højrefløjen, at ligestillingskampen er gået for vidt, når vi giver kvinder positiv særbehandling i ligestillingens navn.
Jeg har især lagt mærke til udtalelser i denne retning fra Liberal Alliances ligestillingsordfører, Sólbjørg Jakobsen. I DR-debatter både på TV og i radioen har hun argumenteret for, at Danmark er kommet ud på et skråplan i ligestillingskampen, fordi vi har har indført ligestillingsinitiativer, som kræver dispensation fra Ligestillingsloven. Hun er nærmest himmelfalden over, at vi tillader at diskriminere mænd i ligestillingens navn, når det det er forbudt at forskelsbehandle på baggrund af køn,
Hun nævner som eksempel Inge Lehmann-programmet, som Danmarks Frie Forskningsfond har indført for at kunne kompensere for uligheden i kønssammensætningen i universiteternes forskningsmiljøer. Udtalelserne viser, at hun læser Ligestillingsloven som fanden læser biblen. Positiv særbehandling er jo et af de midler, man lovligt kan tage i brug for at sikre sig mod forskelsbehandling.
Formålet med loven er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd med udgangspunkt i kvinders og mænds lige værd og at modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Hovedreglen er derfor, at det er forbudt at diskriminere på grund af køn. Men da lovens formål er at fremme ligestilling, sikrer loven samtidig, at initiativer der har til formål at forebygge eller opveje forskelsbehandling på grund af køn, er lovlige.
Det har højrefløjens ligestillingsdebattører tydeligvis ikke forstået.